Kommissionens Q&A om ECGT: Ingen henstand, og et grønt blad kan være et bæredygtighedsmærke

Kommissionens Generaldirektorat for Retlige Anliggender og Forbrugere har offentliggjort et dokument med spørgsmål og svar om direktiv (EU) 2024/825, direktivet om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling (ECGT). Det er dateret september 2026, selve filen blev oprettet den 21. september, det er på tyve sider, det er ikke bindende, og det besvarer enogtyve spørgsmål, som erhvervslivet havde stillet.

Fem af svarene har større konsekvenser, end direktivteksten alene lader ane, og tidsfristen er stram: direktivet finder anvendelse fra 27. september 2026, få dage efter at dokumentet kom.

Det er ikke en regel om digitale produktpas. ECGT ændrer direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om forbrugerrettigheder, og det regulerer, hvordan et produkt præsenteres, ikke hvad produktet er. Men det rammer de samme flader som et pas — etiketter, emballage, produktsider — og et af svarene handler om QR-koder.

1. Der er ingen overgangsperiode, og gamle lagre er ikke undtaget

Det er det svar, der med størst sandsynlighed kommer til at koste nogen penge.

ECGT-direktivet finder anvendelse fra den 27. september 2026. Fra den dato skal erhvervsdrivende sikre, at deres miljøanprisninger og bæredygtighedsmærker i forholdet mellem virksomhed og forbruger overholder de nye bestemmelser, også for eksisterende produkter eller situationer med »gamle lagre«, dvs. produkter eller emballage, der allerede er fremstillet, bestilt, distribueret eller placeret på forhandlernes hylder før anvendelsesdatoen.

Og specifikt om certificeringsordninger:

Ethvert bæredygtighedsmærke på markedet pr. 27. september 2026 skal overholde disse bestemmelser. Eksisterende ordninger, der ikke opfylder kravene [...], skal tilpasses i overensstemmelse hermed, ellers skal de tilhørende mærker fjernes fra den kommercielle kommunikation. ECGT-direktivet indeholder ikke en overgangsperiode ud over denne dato.

Kommissionen tilbyder dog en praktisk vej for varer, der allerede er trykt:

Det kan omfatte at dække over eller rette anprisninger med klistermærker eller at tilføje supplerende oplysninger på salgsstedet i nærheden af de pågældende produkter fra gamle lagre, f.eks. ved tydeligt at markere de berørte produkter i den pågældende gang i forhandlerens lokaler.

Klistermærker over trykt emballage eller et skilt i gangen. Det er den løsning, der tilbydes, og den fortæller dig, hvor alvorligt datoen skal tages. Håndhævelsen ligger hos de nationale myndigheder og domstole, og Q&A’en bemærker, at de kan tage i betragtning, om en erhvervsdrivende har gjort »rimelige og forholdsmæssige bestræbelser på at overholde reglerne« — hvilket er formildende, ikke en undtagelse.

2. En certificeringsordning kræver to separate juridiske enheder

Efter bilag I, nr. 2a), til direktivet om urimelig handelspraksis i dets ændrede form er det forbudt at fremvise et bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificeringsordning og ikke er etableret af en offentlig myndighed. Bilag I er sortlisten: forbudt under alle omstændigheder, uden en konkret vurdering af skaden for forbrugeren.

Derfor afgør definitionen af »certificeringsordning«, hvilke mærker der overlever. Q&A’en opregner kriterierne:

Så kommer den del, der ikke står i direktivteksten:

Selv om der måtte være visse internationale standarder, der kunne tillade, at ordningens ejer og tredjeparten er de samme, kan overholdelse af bestemmelserne i ECGT-direktivet kun opnås, hvis ordningens ejer og tredjeparten er juridisk adskilt, dvs. at der er tale om to forskellige juridiske enheder.

Et brand kan godt eje en ordning — Q&A’en siger udtrykkeligt, at ordningens ejer og den erhvervsdrivende kan være den samme enhed, forudsat at ordningen reelt er åben. Hvad brandet ikke kan, er at eje ordningen og det organ, der auditerer efter den. Ethvert program, hvor den, der fastsætter standarden, og auditoren befinder sig i én og samme juridiske person, dumper, uanset hvad en international standard ville tillade.

3. Et offentligt miljømærke fra et land uden for EU tæller ikke

Direktivets undtagelse for mærker, der er »etableret af offentlige myndigheder«, læses umiddelbart som neutral med hensyn til jurisdiktion. Kommissionen læser den snævert:

Fremvisning af bæredygtighedsmærker, der er etableret af offentlige myndigheder i lande, der ikke er EU-medlemsstater, vil derfor være forbudt efter bilag I, nr. 2a), til direktivet om urimelig handelspraksis [...], medmindre disse mærker er baseret på en certificeringsordning.

Begrundelsen er, at direktivet er rettet til medlemsstaterne, at dets eksempler fokuserer på EU’s offentlige myndigheder, og at lovgiver andre steder udtrykkeligt har skelnet mellem internationalt og nationalt, hvor det var hensigten — og ikke har gjort det her.

Den praktiske konsekvens: et nationalt miljømærke fra et tredjeland nyder ingen selvstændig beskyttelse. Det skal kvalificere sig som en certificeringsordning efter de syv kriterier ovenfor eller fjernes fra emballagen.

4. Et grønt blad kan være et bæredygtighedsmærke

Definitionen i artikel 2, litra q), omfatter »ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende«. Q&A’en anvender det på grafik:

Overordnet bør erhvervsdrivende være forsigtige med at bruge ikoner, symboler, billeder eller grafik, der kan opfattes som (implicitte) miljøanprisninger eller tillidsmærker. For eksempel kan et grønt blad eller en vanddråbe, når det kombineres med logoer eller placeres ved siden af udsagn om bæredygtighed eller naturlige ingredienser, af gennemsnitsforbrugeren blive opfattet som et frivilligt tillidsmærke eller kvalitetsmærke.

Testen er forbrugerens opfattelse, vurderet ud fra gennemsnitsforbrugeren i kommunikationens samlede sammenhæng. Et blad alene er ikke et mærke. Et blad i en cirkel, ved siden af ordet »conscious«, ved siden af et logo, kan meget vel være det — og hvis det er, skal der stå en certificeringsordning bag det som bag ethvert andet mærke.

Det her har betydning for designgennemgangen, ikke den juridiske gennemgang. Det er emballagestudiets beslutning, der skaber eksponeringen.

5. En QR-kode er en accepteret måde at give adgang til dokumentationen på

Direktivet kræver, at anprisninger om fremtidig miljøpræstation bygger på offentligt tilgængelige tilsagn, en detaljeret gennemførelsesplan og verifikation fra en uafhængig tredjepartsekspert, hvis regelmæssige resultater stilles til rådighed for forbrugerne. Det siger ikke hvor.

[...] flere muligheder er mulige, så længe forbrugerne let kan få adgang til oplysningerne, f.eks. via en QR-kode på produktets emballage eller markedsføringsmateriale, der leder forbrugerne til resultaterne på den erhvervsdrivendes websted.

Og om selve gennemførelsesplanen:

Det er tilstrækkeligt, at anprisningen henviser forbrugerne til, hvor oplysningerne kan findes, f.eks. gennem en QR-kode, der leder til gennemførelsesplanen på den erhvervsdrivendes websted.

Det er her, ECGT og passystemet mødes. Kommissionen kræver ikke et pas her, og det gør intet i ECGT. Men den har klart sagt, at en kode på pakningen, der fører til en side, som den erhvervsdrivende kontrollerer, opfylder kravet om tilgængelighed — hvilket er den samme mekanisme, som ESPR artikel 9 bygger på, og den samme, som en GS1 Digital Link-adresse allerede giver.

Hvis du trykker en databærer af hensyn til passet, kan dokumentationen bag dine grønne anprisninger nås fra samme sted.

Hvad det betyder for et brand med certifikater på sine produkter

De to regelsæt stiller forskellige spørgsmål om det samme certifikat.

Et certifikat kan være fuldstændig ægte og alligevel dumpe under ECGT, fordi ECGT ikke spørger om certifikatet. Det spørger om den institution, der har udstedt det.

Arbejdet deler sig derfor i to:

1. Lav en oversigt over hvert mærke, der når en forbruger — emballage, hangtags, indsyede etiketter, produktsider, passider, markedsføring. Også den grafik, der ikke er et mærke, men læses som et.
2. Navngiv ordningen for hvert af dem, og tjek den mod de syv kriterier, med særlig opmærksomhed på, om det organ, der auditerer, er en anden juridisk person end det organ, der har skrevet reglerne.
3. For alt, der allerede er trykt, så beslut nu mellem et klistermærke, en meddelelse på salgsstedet og tilbagetrækning. Den beslutning er lettere at træffe, før en myndighed træffer den.

DPP Agent verificerer, at et certifikat på et pas er ægte og gældende — mod udstederens register, hvor et sådant kan nås, og ved at et menneske læser det offentlige register, hvor det ikke kan, som med Textile Exchange. Det besvarer det første spørgsmål i tabellen ovenfor. Det besvarer ikke det andet, og det kan intet passystem: om en ordning opfylder kravene efter artikel 2, litra r), er et spørgsmål om ordningens styring, ikke om dit produkts data.

Kilder

Primærkilder brugt i denne artikel:

• Europa-Kommissionen, GD for Retlige Anliggender og Forbrugere — Questions & Answers on Directive (EU) 2024/825, Bruxelles, september 2026 — commission.europa.eu
• Direktiv (EU) 2024/825 (ECGT-direktivet) om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU — fuld tekst på EUR-Lex
• Direktiv 2005/29/EF (direktivet om urimelig handelspraksis), artikel 2, litra q) og r), artikel 6, artikel 7, stk. 7, bilag I, nr. 2a), 4c) og 10a) — EUR-Lex
• Direktiv 2011/83/EU (direktivet om forbrugerrettigheder), artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, som ændret — EUR-Lex
• Kommissionens meddelelse 2021/C 526/01 — vejledning om direktivet om urimelig handelspraksis, afsnit 4.1.1.3 om implicitte anprisninger — EUR-Lex
• Forordning (EU) 2024/1781 (ESPR) — EUR-Lex

Q&A’en angiver selv klart sin status: synspunkterne i den er »Europa-Kommissionens (EC) tjenestegrenes foreløbige synspunkter og kan under ingen omstændigheder betragtes som udtryk for en officiel holdning fra EC«. Kun Domstolen kan fortolke EU-retten med bindende virkning, og håndhævelsen ligger hos de nationale myndigheder og domstole.